Mennesket ved Havet

Tilrejsende til Esbjerg hilses fra søsiden velkommen af Svend Wiig Hansens monumentalskulptur "Mennesket ved Havet", der blev rejst i anledning af, at Esbjerg i 1994 kunne fejre 100 års jubilæum som selvstændig kommune. Den blev afsløret den 28. oktober 1995.
Skulpturen skildrer det rene og ufordærvede menneskes møde med naturen. Mennesket som det var, da det kom ud af mors liv. Mennesket før det rejser sig og begynder at handle. Det er først da, sagde Wiig Hansen, at det går galt. Først da får mennesket "snavs" på fingrene.
Dette møde har Wiig Hansen skildret ved at skabe en universal skulptur med en tempelstemning, en akropolisstemning - en skulptur med en sakral udstråling. Den sakrale udstråling opnås ved menneskefigurernes stive udseende, der får betragteren til at tænke på Memnonstøtterne eller Ramses II, der skuer ud over Nildalen ved Abu Simbel. Heller ikke Påskeøens hemmelighedsfulde stenfigurer kan undgå at falde betragteren ind.
Benene står som søjlerne i et græsk tempel. Underbenene er gjort lange, netop for at opnå en søjlevirkning. Lårene er i forhold hertil korte. De ens hoveder, der med deres uransagelige og uudgrundelige udtryk stirrer ud mod Skallingen og havneindsejlingen, bevirker ikke mindst, at man får et glimt af det overjordiske - et skær af det guddommelige.
Skulpturen er ikke bundet til en bestemt tid. Den er i sit stemningsmættede og følelsesladede udtryk eviggyldig.
At det netop blev 4 "mennesker", der skulle sidde på stranden, har sin årsag i, at Wiig Hansen fandt antallet harmonisk - mere i overensstemmelse med skulpturens grundidé om det "rene" menneske – end f.eks. antallet 3 eller 5.
Skulpturen er i kraft af sin størrelse (9 meter høj) samt udstråling blevet et vartegn for Esbjerg. I klart vejr kan kroppene, der står som spændte sejl, ses på 10 km afstand.
Esbjerg er blevet beriget med en monumentalskulptur af international styrke.